” Musikken blev hans skæbne…….”

I mit barndomshjem var nogle af de første virkelig lykkelige stunder jeg kan huske, når min blinde morfar kom på besøg med sin harmonika i favnen. Jeg kunne sidde i timevis ved hans fødder og nyde tonerne, selv om han vist ret beset kun var i besiddelse af et ret begrænset talent. Da jeg var 4-5 år fik jeg for første gang lov selv at prøve at lokke toner ud af harmonikaen, og da jeg fyldte 6 år forærede han mig den.

Hvilken lykkedag - og skæbnedag. Harmonikaen og jeg blev uadskillelige makkere fra den dag. Efter nogle måneders ihærdig træning fik jeg overtalt mine forældre til at lade mig stille op til en amatørkonkurrence i det lokale forsamlingshus. 6 år gammel stod jeg foran vel nok 100-120 publikummer for første gang. Dvs. jeg sad på en skammel med fødderne placeret på en stak bøger, for jeg kunne ikke nå gulvet. På et givent tegn begyndte jeg på den aftalte melodi og nåede næsten helt igennem den, før jeg gik i stå. Total stilhed …og så bragende klapsalver. Jeg hoppede ned på gulvet med tårer i øjnene, gik frem til scenekanten og sagde højt: ”Jeg er altså ikke færdig endnu. Der er mere,” hvorpå jeg gik tilbage til stolen, kaldte på min mor, der skulle hjælpe mig op på stolen igen, og spillede melodien fra ende til anden. Behøver jeg sige, at jeg vandt konkurrencen ? – og var hooked på det at stå på en scene fremover.

Min far var medlem i bestyrelsen i både borgerforeningen, boldklubben og forsamlingshuset, så de kommende år havde jeg fast plads på scenekanten, når der blev spillet op til bal i de respektive foreninger. Jeg blev gode venner med alle de lokale balmusikere og sugede til mig af deres kunnen.

Da jeg var 12 år startede jeg sammen med 3 klassekammerater selv et orkester. Ja, det er måske så flot sagt. Jeg havde min harmonika og en mere havde en endnu større harmonika, en havde en lilletromme og et bækken og den fjerde havde en fætter, han kunne låne en spansk guitar af hver anden torsdag. Det holdt ikke i længden, så vi smed fjerdemanden ud, skaffede et rigtigt trommesæt og en elektrisk guitar, som jeg lovede at tage mig af. Jeg havde aldrig haft en guitar i hånden før, men det var i de år hvor bl.a. Tommy Steele førte sig kraftigt frem, og jeg havde bemærket, at det gerne var guitaristen, pigerne ville snakke med i pauserne, så det kom ligesom ganske naturligt, at guitaren blev mit nye instrument. Vores første engagement kom efter ganske få måneder i form af optræden ved et loppemarked på vores skole. Dette affødte flere andre jobs og pludselig fandt vi os selv med en fuldbooket kalender stort set hver weekend. Det største problem var egentlig at finde en chauffør med en tilstrækkelig stor bil til at fragte os og vores grej rundt weekend efter weekend. Og så var vi ofte engageret på steder, hvor vi ret beset slet ikke var gamle nok til at blive lukket ind.

Alt godt har en ende, og vi tre stoppede det første orkester, da tiden til lærepladser og arbejde kom, men vi har senere i perioder samarbejdet i forskellige andre konstellationer. De to andre fik  lærepladser og jeg fortsatte skolegangen, og fandt der andre medspillere. Da skolen så i -78 var et overstået kapitel for mit vedkommende, syntes jeg, det var på tide for alvor at prøve kræfter med musikken. De følgende 3 år rejste jeg hele Danmark, Sverige og Norge rundt med kvartet og kvintet, hvor jeg fungerede som praktisk gris, chauffør, bogholder, kontraktforhandler, kapelmester, guitarist og sanger. Vi spillede det meste af tiden op mod 20-25 jobs om måneden og kørte rigtig mange kilometer gennem hele Skandinavien og besøgte indimellem også alle de danske småøer. Det var en pragtfuld og slidsom tid med hårdt arbejde, store oplevelser og små penge. Det var sjovt, og et kapitel af mit liv, som jeg meget nødigt ville være foruden.

Musikken havde for alvor fået tag i mig, og da jeg igen i slutningen af -81 startede et ”borgerligt” arbejdsliv fortsatte jeg de næste par år med at rejse hele Danmark rundt hver weekend med en kvintet. Men efterhånden som markedet ændrede sig og den tekniske udvikling gjorde, at mindre ensembler kunne præstere samme lydbillede som større orkestre, blev det mere og mere vores keyboardspiller og jeg, der tog på job som duo. Pludselig havde vi slet ikke plads i kalenderen til kvintetjobs, så orkestret afgik ved en stille død.

I -84 stødte jeg tilfældigt i forbindelse med et møde med en restauratør omkring musik på Mr Showbizz himself, Eugen Tajmer. Vi kendte jo hinanden fra tidligere og over en kop kaffe fortalte han, at han netop manglede en chefkonsulent til Eugen Tajmer Kunstnerbureau, og gerne så mig i den stilling. Enden på det hele blev, at jeg takkede ja og startede som chefkonsulent 1. april. Det blev til 10 gode, spændende og travle år, hvor jeg beskæftigede mig med stort set alle aspekter af showbizz. Jeg bookede scenekunstnere til alle mulige og sommetider også umulige engagementer. Forhandlede reklameopgaver, tv-optrædender, pladekontrakter mm. for størstedelen af landets førende navne og en del internationale navne. I den periode havde jeg bl.a. Julio Iglesias, John Denver, Mireille Mathieu, Charles Aznavour, Udo Jurgens, The Rubettes, Janet Jackson, Wenche Myhre, Herreys, Vikingarna oma. i dansk tv og på optrædender her i landet.

Jeg nåede også ved flere lejligheder at tilrettelægge og afvikle store shows med danske kunstnere i bl.a. Jahrhunderthalle I Frankfurt, Tyskland med op mod 20.000 tilskuere pr. gang. Undervejs i alt dette havde jeg stiftet familie og i forbindelse med en flytning til Holbæk, hvor min kone stammer fra, besluttede vi sammen, at når vores førstefødte skulle begynde i skolen, skulle jeg sætte arbejdstempoet og –tiden lidt ned til fordel for familien. Derfor sagde jeg til Eugen Tajmers store fortrydelse mit job op i 1994 og har siden da ernæret mig af musikken

Som tiden gik skete der naturlige udskiftninger af medspillere og på et tidspunkt, hvor jeg optrådte med en makker, som af økonomiske grunde ikke havde råd til at sige nej til solojobs, oplevede jeg samme billede som tidligere med kvintetten; at der i perioder ikke var plads i hans kalender til duojobs. Der opstod ideen med at tage ud solo. Som tænkt, så gjort. Guitaren blev skiftet ud med moderne keyboards og jeg startede en ny karriere som solomusiker. - men optræder fortsat gerne som duo og trio, når behovet er der.

Gennem alle årene har jeg spillet ved et utal af forskellige arrangementer både som solo, duo og trio og gør det fortsat med stor glæde. Det er for øvrigt med både stolthed og glæde, at jeg som duo og trio fortsat den dag i dag samarbejder de samme personer, som var med helt tilbage fra starten af min solokarriere. Jeg har aldrig betragtet min musik som stor kunst, men vil gerne betragtes som en gedigen håndværker, der udfører sit arbejde med glæde - og spreder lidt af den samme glæde til sine omgivelser, som jeg selv føler ved musikken.

Kontakt:

tlf. 2296 3308

info@vagnmoeller.dk